Egense Kirke

Altergangen

Kirken har naturligvis været ude for mindre ombygninger i tidens 1Øb. 1860-62 lod baron RosenørnLehn, udenrigsminister og ejer af Hvidkilde, foretage en større restaurering.
Dette foregik under den kendte arkitekt Dahlerup. Sagkundskaben siger, at hans arbejde ikke forskønnede kirken. Det bedste var vel de store, gotiske vinduer, der indsattes dengang. Desuden blev kirken udvendig overtrukket med cement, men igen kalket hvid (modsat Øster Skerninge kirke, der var cementgrå lige til 1985).
Den næste restaurering af Egense kirke var overladt til arkitekt, forstander Mindedal Rasmussen, Ollerup Håndværkerskole. Den blev gennemført i 1951, og kirkerummet fremtræder nu meget smukt. Kirkerummet er helt hvidkalket, og de fem vinduer mod syd og de fire mod nord gør det lyst og venligt.
Stole, bænke og døre er mørkt egetræsmalede. Til højre for midtergangen - på den gamle mandsside, mod syd- er der lagt nyt trægulv, men ellers er gulvet af sten; i kvindesiden er det gule flensborgersten,- angiveligt fordi trægulvet ustandselig rådnede. (Der burde virkelig igen lægges træ!). I midtergangen er det gamle, røde munkesten lagt i mønster med sandfarvede og sorte sten. Gulvet i koret er nyt og af røde munkesten.

Egense kirke er stor og rummelig af en landsbykirke at være. Rummelig også i den forstand, at den gemmer synlige og usynlige minder om de slægtled, der gennem århundreder har søgt op til kirken på "Berget",bonde og husmand, fisker og sømand, præst og degn og adel. De fleste af de synlige minder er gaver fra de skiftende adelige familier på Hvidkilde, der altid har søgt til Egense, skønt godset har ejet mange kirker, en overgang hele ni. (Sørup, Sct. Jørgen, Egense, 011erup, Øster Skjerninge, Hundstrup, I tårnrummet, der er våbenhus, står to ligsten over mænd og kvinder, som har haft tilknytning til kirken. Den ene af mændene er Eiler Rønnow, Herremanden til Hvidkilde, der fik ejendomsretten (patronatsretten) til Egense kirke for sig og sine efterkommere. Stenens relief forestiller Eiler Rønnow og hans hustru, fru Anne Krabbe, samt to af deres bØrn. På stenen står hugget på plattysk:
"Anno strenge og velbyrdige hr. Eiler Rønnow hr. Marcvards søn. Anno MDXLIII (1543) fru Anne Rønnow hr. Tyge Krabbes datter her begravet med deris to børn. Gud være dem nådig."
Billedhuggeren har glemt at få Eiler Rønnows dødsår hugget ind(måske er han selv død.) Derimod findes der ridset ind nederst på stenen: "A.S. 1556" Dette kan være mesterens signatur. Stenen må antages at være udført før Eiler Rønnows død i 1565, hvilket var almindeligt. Stenen er i mandshøjde og udenom relief og inskription er der en bort med våben og skjolde, bl. a. Rønnows skjold med hjelm og to "vesselhorn", samt muligt også hans vildsvin. Der ses også Hardenbergs ulvehoved.

Den anden sten er et minde over Bent Nordby til Lindskov (Lehnskov) og fru Kirsten. Denne har ligeledes et relief af de to personer, og derunder en inskription, der lyder:
"Anno 1565 den 25. oktober kallede Gud allermægtigste, ærlig og velbyrdig mand Bent Nordby til Lindskov af denne Verden. Anno 1572 Allehelgensdag kallede Gud ærlig og velbyrdig frue Kirsten Bent Nordby-s hustru og ligger her begraven."
Det er andet sted omtalt, at Bent Nordby ikke er begravet her, men formodentlig i Sverrige, da han faldt i krigen deroppe. (Ordene: "og ligger her begraven", antyder ligeledes, at stenen er hugget noget før hans død) Begge sten har oprindeligt haft plads i gulvet i koret, og er i tidens 1Øb blevet flyttet en del med. Det er gået værst ud over Bent Nordbys sten. For mange år siden fandt man den slået i stykker og lagt ned som trappesten på kirkegården.
Den er dog samlet, så godt som muligt og har nu plads til højre i våbenhuset.

Eiler Rønnows sten er nu indmuret i væggen mod nord, og på begge sider af den er der indsat en mindetavle. Den ene bærer navnene på fem mænd fra Egense sogn, der faldt i de slesvigske krige 1848-50 og 1864. (se bilag.)

På den anden mindetavle står navnene på to unge mænd, der var aktive i modstandskampen 1940-45 og faldt som tyskernes ofre:
"Lennart greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, 4-5-1916 - 28-3-1945. Knud Hoffmann Laursen, 1-10-1922 - 2-5-1945."

våbenhuset står en meget gammel kirkeblok med smedejernsbeslag. Den tømmes efter hver gudstjeneste, når der har været bekendtgjort indsamling fra prædikestolen. (Der er ikke megen støj. Det siges, at edderkoppen er flyttet derned fra klokketårnet, da der er mere fredeligt.) Går man ad opgangen tit etagen med kirkeklokken, er den. første trediedel en vindeltrappe med smalle, kileformede trin. Derefter følger to stige-trapper,- først op til klokkerebet,dernæst til en etage ved selve klokken. Ved afsatsen efter den første stige er der to dybe nicher(z i muren som efter tidligere vinduer. Man ser også afdækket rester af den gamle kampestensmur i et oprindeligt tårn,vel før 1862. Som nævnt er de to gamle klokker borte. Klokken fra 1634 er også borte. Den nuværende klokke bærer inskriptionen:
"Anno 1839. Holsten-Lehn." samt Øverst oppe støbemesterens navn:
"L.Mortensen, Kerteminde." Fra klokkerummet fører en luge ind til tagrummet over kirkerummets hvælvinger,- et imponerende syn. En gang om året, i maj eller juni, når der holdes kirkesyn, må en fra rådet, samt den af rådet valgte bygningskyndige ind under taget for besigtigelse. På den midterste kuppel har murermesteren moret sig med at forme eller modelere i cementpudset to ansigter: (eller det har været skik og brug!)

Kong Christian IX og Dronning Louise af Hessen-Kassel, (konge i Danmark fra 1863-1906) Reliefferne er på kuplens sydside, overfor er der formet en fisk (Kristus-symbolet) med initialer, muligt murermesteren. På nordsiden ses endnu et portræt af en mand med et flot overskæg og hageskæg. Inskriptionen er slået itu. (Under kongeparret er en indskrift: M.Hansen/ Drejer, resten er slået af).