Sørup Kirke
Orgelet Det gamle harmonium Indtil 1964 stod der et gammelt utæt harmonium i Sørup kirke. Det skulle trædes, og det krævede meget pumpning, Der måtte især trædes til, når der var mange i kirke, organisten var ganske svedt bagefter. Det havde oprindeligt stået på det Kongelige Teater, hvor det havde medvirket i et stykke der hed Drot og Marsk. Frobenius-orglet I 1964 fik kirken så et orgel, bygget af Th. Frobenius & Sønner. Det er udført med mekanisk sløjfeladesystem, og havde oprindeligt 9 stemmer, fordelt på 2 manualer og pedal. I 1989 blev en stemme, Trompetregal 8 tilbygget. Frobenius-orglet får flere stemmer I de seneste år har mange efterlyst en "bund" i orglets klangunivers. Derfor har organisten Jesper Lykke i samråd med menighedsrådet arbejdet for, at det renoveres og udvides, og menighedsrådet afsætter årligt et beløb til dette formål. Man har overvejet forskellige muligheder: en udbygning med digitale stemmer, et såkaldt hybridorgel, som kan bruges sammen med de eksisterende akustiske stemmer. Det har også været overvejet at udskifte orglet med et brugt, men større orgel. Menighedsrådet valgte en helt tredje løsning: at udvide det eksisterende mekaniske orgel. Orglet har været skilt ad for at blive renoveret og er blevet udbygget med en ny stemme, en Principal 8. Den ses som høje blanke rør bag et gitter - på bagsiden af orgelet. Desuden er Trompetregal 8, som sad foran på orglet skiftet ud med en mere brugbar stemme, en Vox Humana 8. Derudover er der blevet indsat en vibrato, en såkaldt Tremulant, og sidst men ikke mindst har orglet længe trængt til omintonering, da lyden har været noget skarp. Derfor er orglet også blevet omintoneret. |