Skårup Kirke

Sct. Hans Kirke i Skaarup
Der er en så nøje sammenhæng mellem kirke og sogn, at de to begreber ikke kan skilles. Skaarup kirkes historie er også Skaarup sogns historie. Således har det været fra ældgammel tid lige til nu.

Hvornår der første gang blev rejst et kristent Gudshus, en kirke, i Skaarup sogn, ved ingen. Sandsynligvis skete det o. år 1000, først bygget of træ, siden of sten. Da man ved, at vore gamle granitstenskirker så godt som alle er bygget i det 12. århundrede, kan man beregne kirkens alder til 800-900 år. Den har ælde. Det kan man se deraf, at man også har benyttet fraadsten ved dens opførelse. Blandt andre steder er korgavlen rigeligt forsynet med fraadsten. Det samme gælder indgangsportalen over syddøren. Om man oprindeligt helt har anvendt dette materiale, får stå hen. Men interessant i denne forbindelse er det, at man har påvist et leje of kildekalk i Ø. Aaby (Se W. Bay: De fynske fraadstenskirker. Fynske Aarb. 1942-46 S. 420 f.).

Det første historiske vidnesbyrd om Skaarup kirke har man fra en pavelig skrivelse udstedt i Avignon i Sydfrankrig år 1319. Heraf fremgår, at kirken er indviet til Johannes Døberen. Dens navn er derfor rettelig: Sct. Hans Kirke. I brevet gives der dem, der besøger eller yder hjælp til kirken, fritagelse for kirkebod. Naturligvis har kirken i tidens løb været udsat for mange forandringer. Nogle of dem har været af en ret hårdhændet karakter.

Skaarup kirke blev i 1949 afløst. Det vil sige, at den overgik til selveje og til Skaarup sogns forvaltning gennem det stedlige menighedsråd. Derved fik menighedsrådet sin største opgave nogensinde. For det stod klart, at der måtte gøres noget for at bringe kirken i forsvarlig bygningsmæssig stand. Den var som så offe før i dens lange historie kun blevet nødtørffig vedligeholdt og bar umiskendelig præg deraf.

Når det af Jac. Madsens visitatsbog fremgår (han var biskop i Odense fra 1587 - 1606), at præsten i Skaarup opbevarede sit øl i kirkens tårnrum, lyder det i nutidsøren besynderligt. Man kunne endnu indtil 1954 påvise stedet, der siden havde været anvendt som kalkkule. Nutid har imidlertid ikke noget at lade fortid høre. Helt op til vor tid blev tårnrummet anvendt til redskabsrum for graveren og til oplagsrum for kirkens brændsel. I besættelsesårene 1940 - 1945 måtte man således skaffe plads til store mæng Den almindelige vedligeholdelse of kirken udvendig og indvendig var også et forsømt kapitel. Dels måtte det jo ikke gerne koste noget. Dels måtte det blive derefter, når tiendeejeren sendte sine avlskarle og daglejere op for at kalke kirken både ude og inde og foretage de nødtørftigste reparationer.

Der havde dog tid efter anden været rådet bod på de værste skader. En hovedreparation i foråret 1878, "hvorved kirkens indre blev betydelig forskønnet" (Schurmann), kirkeladens omdannelse til ligkapel efter ophævelsen af stiftelsen "Skaarup Kloster" ca. 1920, Nationalmuseets istandgørelse of kirkens gamle fløjaltertavle 1929. Men der var endnu meget at gøre.

Til Kirkens udsmykning må også henregnes kirkens 3 klokker. De bærer årstallene 1833, 1837 og 1856 samt klokkestøbernes navne. 1 Traps "Danmark" anføres, at Skaarup kirke har ejet en klokke, der o. 1475 bleu støbt af klokkestøberen Johannes Henrici. Om dens severe skæbne vides intet.

Ved kirkegårdens sydøstlige hjørne Jigger den gamle kirkelade, som er opført i 1300tallet. Dens hvidkalkede ydre mure består nederst af kampesten og øverst of munkesten. I nyere lid er den fredede bygning blevet forsynet med takkede gavle.

I dette hus afleverede bønderne i gamle dage deres tiendekorn. Her bleu det tærsket og efter tærskningen dell i tre lige store bunker. Kongen skulle have den ene, præsten den anden, og den tredie gik til kirkens vedligeholdelse.

I 1642 beslutter den daværende kirkeejer, Henning Valkendorf, og hans hustru, Anna Barnekov, at indrette kirkeladen til en fribolig for fem fattige i Skårup. Men ikke nok dermed. De sørger også for at anbringe en kapital, således at de til enhver lid i "de fattiges hus" eller "Skårup Hospital" boende får tillagt en årlig ydelse i penge eller naturalier.

Dette bliver bekræftet i en "Fundats for Skårup Hospital" 1652. Der blev desuden lagt et stykke jord til, således at hver beboer havde sin lille private have. Et senere medlem of den Valkendorfske slægt oprettede et legal på 5000 rigsdaler "til Klingstrup Gods fattige samt til en skoleløn og underholdning i Skårup sogn". I fundatsen for dette legal (1772) er der af rentesummen bestemt et beløb på 10 rd., som skal tillægges degnen i Skårup og alle hans efterfølgere. Han skal så til gengæld forpligte sig til: "hver morgen kl. 9 at holde bøn med fattige i hospitalet samt læse et kapitel udi bibelen for dem derinde, som til deres opbyggelse og kundskab findes bequem"

Skårup Hospital eller "Klosteret", som det hed i daglig tale, har fungeret efter sin bestemmelse lige til o. 1920. Da ophævedes friboligen, og beboerne overflyttedes til Skårup Sogns Fattiggård (1933: Alderdomshjem). De ydelser, som var tillagt hospitalet, omsattes i rede penge eller obligationer, hvis renter herefter uddeles til folk i sognet, som har hjælp behov. Hospitalet indrettedes dengang til ligkapel.

I 1998 ændredes den fredede bygnings formål og indretning. Kirkeladen, som huset igen benævnes, Banner nu en stilsikker ramme om menighedsmøder og konfirmandundervisning.

Af Bet, som her er berettet, fremgår, at slægten Valkendorf til Klingstrup har betydet meget for kirke og sogn på dette sled igennem snarl 300 år.

Teksfen er med redaktionel opdatering gengivet efter pastor Johannes I. Hansens artikel i "Skårup sogns historie", 1977.