Bjerreby Kirke

I årbogens serie om Taasinges sognekirker er turen er nu kommet til Bjerreby kirke. Denne artikel kommer dog til at handle om to kirker, idet den nuværende kirke er opført 1905 - 06 som afløser for den middelalderkirke, der blev nedrevet i 1905. De fleste lokalkendte kender til denne lidt triste begivenhed i øens historie. Den er i øvrigt grundigt beskrevet i afdøde museumschef Henrik M. Jansens artikel "Af Bjerreby kirkes tragiske saga" i Fyens Stiftsbog 1993.

Den gamle kirke Middelalderkirken lå omtrent samme sted, hvor den nye bygning nu knejser, på toppen af den bakke, der har givet byen navn: Bjergby, der med tiden blev til Bjerreby. Om der har været en forgænger af træ, vides ikke.

Den romanske bygning må være opført nogenlunde samtidig med øens to andre sognekirker, dvs. i sidste del af det 12. århundrede. Byggematerialerne har været de sædvanlige: Mure af rå, kløvet kamp på en smukt profileret sokkel. En stor del af soklen var prydet med arkader som dem, der findes på døbefontens fod. Begge dele blev anvendt igen med samme funktion i den nuværende kirke.

Kirken har fra begyndelsen haft kor - sandsynligvis med apsis - og skib. Den var udstyret med bjælkeloft, og der har som de fleste steder været mandsdør i skibets sydvæg og kvindedør i nordvæggen. Kirken blev indviet til minde om Sct. Morten, identisk med den i Danmark meget afholdte franske bispehelgen, Martin af Tours. I modsætning til både Bregninge kirke og Landet kirke har kirken i Bjerreby bevaret flere fine gengivelser af sin værnehelgen: Et af de højtsiddende rundbuede vinduer i sydsiden blev i begyndelsen af 1200-tallet udsmykket med et glasmaleri af Sct. Morten. Det kan i dag beundres på Nationalmuseet. En velbevaret sidealtertavle og en prægtig degnestol, begge med billeder af Sct. Morten, findes i dag i den nye kirke. Vi skal nedenfor komme nærmere ind på disse og de mange andre værdifulde inventargenstande, hvoriblandt naturligvis også kirkens fornemste prydelse, dens trefløjede højaltertavle, der ligeledes blev bevaret.

Omkring 1475 - 80 blev kor og apsis nedrevet og et nyt kor opført i samme bredde som skibet. Ved samme lejlighed blev bjælkeloftet udskiftet med gotiske hvælvinger. Endelig fik kirken et ret lavt tårn med pyramidetag, der som hele kirken var teglhængt. Fra nederste tårnrum førte en bueåbning ind til kirkerummet. I tårnet hang en kirkeklokke fra 1636. Den blev i 1891 omstøbt og hænger i dag i den nuværende kirke. En tilbygning blev i 1634 opført på kirkens nordside, efter sigende af sten fra det Sct. Olufs kapel, som i gamle dage har ligget på Lundby Mark i Landet sogn og givet navn til gården Kimergård.

Af kirkens inventar genfindes som nævnt en stor del i den nye kirke. Andet inventar, nemlig et prægtigt, gotisk skab og en smuk madonnafigur, som var anbragt i det, blev allerede før nedrivningen af den gamle kirke fjernet fra denne og sendt til Nationalmuseet. I protokollatet af kirkesynet den 6. juni 1895 står: "Synet finder Intet at erindre imod, at det gamle Skab overlades Musæet i Kjøbenhavn; det synes ikke at indeholde Noget af Værdi uden maaske et større Træbillede af Jfr. Maria med Barnet, der er meget beskadiget og som det næppe vilde være heldigt at opstille i Kirken, om det end blev repareret." I skabet, der havde stået i den "nye kirke", dvs. den nordlige sidefløj, fandtes også to gamle lysskjolde af messing, som forblev i kirken og derfor kan ses den dag i dag.

Kirkens prædikestol og lydhimmel var ikke noget særligt og blev da heller ikke genbrugt i den nye kirke. Det samme gælder kirkebænkene, som efter fotografier at dømme har været både kedelige af udseende og meget umagelige at sidde på!

Det fremgår ligeledes af de ikke så få bevarede fotografier af den gamle kirke, at den i det ydre har været noget plump af udseende. Dertil bidrog også de mange kraftige stræbepiller, som det havde været nødvendigt at opføre for at støtte kirkens ydermure, der havde svært ved at bære presset fra hvælvingerne. Om kirkens alder og bygningsmæssige kvalitet skriver i øvrigt sognepræst Frederik Christian Lund, Landet, i sin bog "Beskrivelse over Øen Thorseng", udgivet 1823, følgende: "Dersom ellers Brøstfældighed vidner om høi Alder; saa maa denne Kirke være meget gammel, da dens Mure udvendig understøttes af mange murede Piller, som efterhaanden ere tilsatte. Ogsaa synes den hele indvendige Bygningsmaade ved sine plumpe Piller og uregelrette Hvælvinger meget godt at kunne passe til det 12te Aarhundrede."

Den famøse beslutning om nedrivning Den gamle kirke var omkring år 1900 i en dårlig vedligeholdelsestilstand. Det var som bekendt dengang oftest den stedlige godsejer, her Stamhuset Thorseng, der "ejede" kirkerne, dvs. oppebar indtægterne fra deres kirketiende og havde ansvar for bl.a. vedligeholdelsen. Der blev imidlertid ifølge den daværende sognepræst, Malta-Müller, ikke brugt mange penge på Bjerreby kirke, og der ingen tvivl om, at vedligeholdelsen har været direkte forsømt, måske også fordi der var rod i Stamhusets egen økonomi. Stamhuset kom derfor i 1902 under administration af greve Ahlefeldt-Laurvig-Bille, Egeskov, og bygfoged Skov, Svendborg. Det var således denne administration, der skulle træffe beslutning om Bjerreby kirkes skæbne.

I den omtalte artikel af Henrik M. Jansen gennemgås sagsforløbet. Efter at have sammenlignet forskellige beskrivelser af Bjerreby kirke, som den var en gang, med den nu eksisterende bygning, skriver han: "Hvad er da årsagen til, at den her bragte beskrivelse stemmer så dårligt overens med den kirke, vi ser i dag? Svaret er desværre det enkle: Den romanske kirke med senere tilbygninger eksisterer ikke længere!! I 1904 - dvs. i det 20. århundrede - bestemte man sig for at rive den gamle kirke ned for at opføre en ny i stedet. Dette skete med alle offentlige myndigheders accept."

Som Jansen videre skriver, er baggrunden for beslutningen vanskelig at redegøre for, da provstearkivet gik tabt ved Ollerup præstegårds brand i 1935. Dog eksisterer der fyldige arkiver fra en del af de involverede myndigheder. Dertil kommer kirkens protokol, hvor resultatet af det årlige kirkesyn under provstens ledelse blev indført.

Det fremgår af dokumenterne, at det hele begyndte med et ønske om bedre opvarmning af kirkerummet. Ved kirkesynet den 15. juni 1893 noteredes i synsprotokollen: "Om dette Aars Syn bemærkes: Fra en stor Deel Beboere i Sognet var tilstillet Provstesynet Anmodning om Forbedring af Varmeforholdene i Kirken; foranlediget herved vil Synet henvende sig til Kirkeejeren om at foranstalte det Fornødne."

En ny ovn blev installeret i kirken, men klagerne over varmeforholdene fortsatte, og problemet omtales gennem de følgende 10 år næsten hvert år i synsprotokollen. I 1903 udtalte kirkesynet den 23. juni: "Taget paa Kirken maa gennemgaa en grundig Reparation baade paa Spær og Tagsten. (Understrygning over det hele.)" Dermed var en udvikling sat i gang: Fra hovedreparation over ombygning til nedrivning og nybygning.

Det nye menighedsråd, der samledes for første gang den 31. januar 1904, anmodede på grund af de fortsatte problemer med kirkens opvarmning provsten om, at der blev foretaget et bygningskyndigt syn på kirken. Den kongelige bygningsinspektør, arkitekt J. Vilhelm Petersen i Odense, udtaler i sin rapport den 25. maj 1904, at hvælvingerne ikke er værre end i så mange andre gamle kirker. Men til gengæld er han bekymret for ydermurenes voksende hældning udad, forårsaget af hvælvingernes tryk. Det er ikke sikkert, at hvælvingerne i længden kan holde sig oppe. Derfor foreslår bygningsinspektøren, at hvælvinger og ydermurenes støttepiller ommures.

Ved kirkesynet den 20. juni 1904 skrev man i protokollen: "Der var til Synet fra Ministeriet fremkommet Erklæringer fra Ministeriets bygningskyndige Konsulenter, hvoraf fremgaar, at den ifjor af Synet forlangte grundige Reparation paa Tag og Fag vil fordre saa store Byggeforetagender paa hele Kirken med Taarnet og med Hvælvingerne, at Synet maa henstille til Kirketiendeejeren istedetfor at opføre en hel ny Kirke i den allernærmeste Fremtid, hvortil Plan m.v. forventes fremsendt."

Det var således kirketiendeejeren, dvs. Stamhuset Thorseng, eller rettere dets administratorer, som derpå - vel hovedsagelig af rent økonomiske årsager - traf den skæbnesvangre beslutning, som kirkesynet lagde op til. I datidens lokalpresse kan man læse, at arkitektens overslag for restaurering af den gamle kirke lød på ca. 30.000 kr. "Stamhuset foretrak da at lade bygge en helt ny", som der står i Svendborg Amtstidende. Kirken skulle nedrives i foråret 1905, og den kongelige bygningsinspektør gik i gang med at tegne den ny bygning.

Den sidste gudstjeneste blev holdt i kirken søndag den 30. april 1905. Ved denne gudstjeneste døbtes den nu afdøde Jens Holger Larsen fra Stenodden.

Nedrivningen og hvad deraf fulgte Nationalmuseet blev underrettet og anmodet om at undersøge kirken og være til stede under nedrivningen. Det blev C.A. Jensen, der på museets vegne skulle stå for undersøgelserne før og under arbejdet.

Under dette arbejde blev der gjort en række spændende fund. Et af de mest opsigtsvækkende var det omtalte romanske vindue, der viser Sct. Morten med bispestav i højre og bibelen i venstre hånd. Det havde siddet skjult og glemt bag hvælvingen i mere end 400 år og var derfor sunket noget sammen, men kunne let rekonstrueres, og i dag udstilles det som et af de fornemme stykker i Nationalmuseets middelalderafdeling.

En anden væsentlig opdagelse var de kalkmalerier, som viste sig at være på hvælvingerne. De er i vore dage blevet identificeret som værker fra den berømte Træskomalers værksted og kan dermed bruges til datering af den ombygning, hvor kirken fik sine hvælvinger, nemlig omkring 1480. De forsvandt med kirken.

I fyldet i to kirkevægge fandt man to smukke kragsten udsmykket med tovsnoning og mandshoveder. De har siddet under triumfbuen i væggen mellem den ældste kirkes skib og kor og er altså blevet tilovers, da dette blev nedrevet og et nyt kor opført i ét med skibet. I den nye kirke sidder de på deres rigtige plads, korindgangen.

Den nye kirke Grundstenen blev lagt den 23. august 1905, og det varede kun ca. 1½ år at bygge den nye kirke. Som nævnt blev stenene fra den smukke, romanske kvadersokkel genanvendt. På dem opførtes af røde, håndstrøgne teglsten en bygning bestående af skib med korsarme, kor og et smalt tårn med saddeltag og kobbertækt spir. Taget er belagt med glaseret tegl. Kirkerummet har tøndehvælv af pudset træ, støttet af fire ret dominerende tværbjælker.

Kirken blev indviet 2. søndag i advent, 9. december 1906. Indvielsen blev foretaget af biskop Lauritz N. Balslev, Odense, og der blev prædiket af sognepræsten, Johannes Malta-Müller.

Svendborg Avis og navnlig Svendborg Amtstidende var begejstrede i deres omtale af den nye kirkebygning. Sidstnævnte skrev i sin foromtale af indvielsen, at ved indvielsen "vil alle vist være enige om, at det er en overordentlig smuk og tiltalende Kirkebygning, der her er rejst, og det Arbejde, der her er fuldført, er til lige megen Ære for Arkitekten og Haandværkerne, hvoraf de fleste er fra selve Øen." Svendborg Avis bragte et referat af indvielsen og dens forhistorie.

De forskellige håndværkere nævnes ved navn: Murerarbejdet: Murermester Hansen & Søn, Troense. Tømrerarbejdet: Tømrermester Christoffer Rasmussen, Svendborg. Snedkerarbejdet: Snedkermester Jessen & Søn, Bjerreby. De har bl.a. udskåret den nye kirkedør og restaureret degnestolen. Malerarbejdet: Malermester Hans Hansen Recke, Bjerreby. Sadelmagerarbejdet på knæfald og prædikestol: Sadelmager Nielsen, Bjerreby. Kobbertaget på spiret: Kobbersmed Wassileffsky Odense. Glarmesterarbejdet: Glarmester Rasmussen, Odense. Stenhuggerarbejdet: Stenhugger Rasmus Hansen, Bjerreby.

Den nye kirke kostede i alt ca. 45.000 kr. Men så har Bjerreby sogn da også "en Kirkebygning saa smuk og stilfuld, at man ikke i ret mange Landsbyer vil kunne finde Mage hertil", som Amtstidende skriver.

Var presseomtalen af den nye murstenskirke rosende, så var kunstmaleren Achton Friis meget kritisk i sin kommentar, som kan læses i værket "De Danskes Land" fra 1943 (en folkeudgave fra 1943 af tre tidligere værker af samme forfatter). Forfatteren besøgte kirken i 1921 og skildrer sine indtryk på side 75 - 76 i første bind af værket. Han kalder den nye kirkebygning et "uhyggeligt Monstrum af højrøde Mursten - et Slags Forsamlingshus med Taarn, der er en Fornærmelse mod al god Smag." Kirkens indre er lige så rædsomt: "Det falder godt i Traad med alt det øvrige herinde, at det tarvelige Træværk er bemalet med den blaagrønne Farve, som er almindelig anvendt paa Køkkeninventar. Andagtsvækkende er denne Lade ingenlunde!"

Måske ville Achton Friis have været blidere stemt, hvis han havde kunnet besøge kirken i dag!